Vor kære ven og gode klubkammerat Visti Hansen Mathiesen, 78 år gammel, blev fundet død i sit hjem den 16. marts 2018.
Visti vil blive husket som et kært menneske som med sin store viden om alting var spændende at drøfte alt med. Svend og undertegnede havde den glæde at være en tæt, nær ven af Visti og vi har tilbragt mange timer sammen med ham samtidigt med, at han var en del af en Nordjysk klubfamilie.
Visti var altid god for en kvik bemærkning og pudsige udtryk som vi elskede og også til tider kunne supplere med, men man skulle tidligt op hvis man skulle komme ham i forkøbet med disse bemærkninger.
Visti var søn af en skibsreder og han fortalte, at hele sin barndom boede han ombord på sin fars skib sammen med begge sine forældre. Han fortalte også at han blev hentet af politiet, da han aldrig var mødt i skolen.
Visti har hele sit liv skiftet med at være sømand og langturschauffør. Som han selv udtrykte det, passede det ham fint at være en uafhængig pionertype. Dette kendetegnede ham stadig, og alle os i klubregi der var tæt på Visti kan vist skrive under på den betegnelse.
Som pensionist blev hans store passion at køre motorcykel. Det optog ham meget og selv om han ikke var mekaniker så fandt han altid ud af at reparere og udbedre den gamle Russer maskine. Hans maskine var et kapitel for sig selv. For det første var der ikke tvivl om, at det var Visti der var på vejen. Det kunne høres på lyden, og for det andet var maskinen udstyret med alverden sjove fund. Hvem har et sæt bestik sat ved nummerpladen, en rotte der sad fastklem ved forlygten, et vækkeur sat på styret (der kunne man i farten se hvad klokken var) og meget meget mere – det havde Visti. Et stort trækplaster når der blev holdt pause på en rast. For nogle år siden fik han foræret en lille pomeranian hund Mimmi. De to var uadskillelige, og så snart Visti tog sin motorcykeljakke frem for hun ud til døren. Visti byggede en lille kasse til hende så hun sad godt lunt uden træk og kulde på motorcyklen. Helt bestemt den meste fotograferede hund nogensinde når de holdt stille og Mimmi stak hovedet op af kassen.
I vinter købte han en transporter VW. Det var hans plan at ville køre sydpå til sommer og mod Gibraltar. Den drøm blev desværre aldrig opfyldt.
Visti efterlader sig sin hustru Leni som de sidste mange år har tilbragt sit liv på et psykiatrisk plejehjem. Desuden har han tre sønner.
Der vil fremover blive et stort tomrum i vort hjem uden hans besøg (på tålt ophold, Vistis egne ord) og på de fremtidige træf i Russerklubben.
Æret være Vistis minde.